Som regimentsmusiker tilkom det Carl Nielsen at blæse morgenreveillen  eller aftenretræten uden for hovedvagten på Flakhaven ved det gamle rådhus.
Han var fortæffelig på signalhorn. Hans læber var faste og ikke for tykke, hans tandstilling fortræffelig egnet til hornembouchuren, og han kunne holde de højeste toner i næsten et minut. Det eneste, der voldte ham vanskeligheder, var at huske, hvad de forskellige signaler betød.