Storesøsteren Caroline, døde som ganske ung, og da hun følte at livet var ved at ebbe ud  ville hun for sidste gang gense de steder, hvortil minderne om hendes kærlighed var knyttet. 
Da gik hun med sin ti-årige lillebror til Søbysøgård sø. (Skoven bag Nørre Søby kirken) De satte sig på en bænk under en stor bøg på "Elverhøj", hvortil minder om hendes kæreste, en ung smed, var knyttet, og som havde slået op med hende.
Carl Nielsen skildrer denne hændelse med denne passus, der var karakteristisk for ham som både broder, prosaist og musiker: "Min søster rettede blikket mod Stenten ved Nørre Søby kirke. Pludselig hørte vi en hel munter klang af slag på ambolten henne i smedien i Søby -  tre og tre raske slag efter hinanden i nogen tid. Min søster rettede heftigt på sit blå skærf, idet hun rejste sig, og jeg lagde mærke til, at hendes mund stod åben og hun drejede hovedet efter lyden".