Hver morgen måtte Carl i 2-3 somre til hen i september måned drive en stor flok gæs en meget lang vej ud til nogle kær.
Violinen blev hjemme, men til gengæld kom han ud for talrige oplevelser i naturen, medens han lå derude ved kæret og betragtede verden omkring sig eller havde sit mas med at holde styr på gæssene. Morsomt var det måske ikke, men "denne ensomhed, disse besværligheder og tårer gemmer for mig noget af himlens og jordens poesi", har han sagt.