Herregården Bramstrup, Bramstrupvej 1. Da der var mere var brug for penge end musik i hjemmet, og forældrene ikke mente,  han var noget geni, satte de Carl til at bestille noget om sommeren. Han blev i en alder af otte-ni år gåsedreng på den idylliske og smukke herregård "Bramstrup" , som da var ejet af  af etatsaråd Niels Hellfach Langkilde, der havde købt stedet i 1848.
Hver morgen måtte han  i 2-3 somre til hen i september måned drive en stor flok gæs en meget lang vej ud til nogle kær.
Violinen blev hjemme, men til gengæld kom han ud for talrige oplevelser i naturen, medens han lå derude ved kæret og betragtede verden omkring sig eller havde sit mas med at holde styr på gæssene. Morsomt var det måske ikke, men "denne ensomhed, disse besværligheder og tårer gemmer for mig noget af himlens og jordens poesi."
Luften på gårdspladsen var fyldt med primitiv musik, hvor alt havde stemme og alt havde musikalsk rytme. Man erindrer den lille historie om, hvor den gamle godsejer morede sig over at se Carl Nielsen spille på favnebrændet. Han havde mærket brændestykkerne med kridt og spillede lystigt "Den gang jeg drog af sted".
Om sommeren deltog moderen i høstarbejdet på herregården, og kom aldrig hjem uden at have lidt med til børnene, varme æbleskiver, noget kød eller en lejle med øl eller mælk.
Der er adgang til parken fra solopgang til solnedgang.